I perioden 1. september 2019 – 31. august 2020 er der blevet indefrosset feriemidler på de ansatte i virksomhederne.

Hvis man løbende indbetaler feriepenge til feriekonto (eller anden feriekasse) har man allerede betalt de indefrosne feriemidler, og man skal derfor ikke gøre yderligere.

Har man feriemidlerne i virksomheden, eller har ansatte som har ferie med løn, er der nogle deadlines der skal følges fremadrettet.

Fra den 1. februar 2021 har man frivilligt kunnet indbetale indefrosne feriemidler til Lønmodtagernes Fond.

Dette er især interessant, hvis din virksomhed har indestående på bankkontoen og betaler negativ rente.

Man kan løbende indbetale for en eller flere af sine medarbejdere. Det er vigtigt at bemærke, at man betaler for hele medarbejdere, og man kan derfor ikke vælge f.eks. at betale 50% på hver medarbejder.

Hvis man ønsker at indbetale feriemidlerne frivilligt, skal det ske via virk.dk.
Når man først har valgt, at man vil indbetale frivilligt på et antal medarbejdere (og trykket godkend), så kan man ikke fortryde. Man skal overholde betalingsfristen, der fremkommer sammen med FI-koden.
Overholder man ikke betalingsfristen, vil alle de indefrosne feriemidler i virksomheden forfalde til betaling.

I juli 2021 og hvert år fremover får virksomheden en opkrævning fra Lønmodtagernes Feriemidler, hvor man skal svare om man vil indbetale eller fortsat beholde de indefrosne feriemidler i virksomheden.
Det er VIGTIGT at man reagerer på opkrævningen inden 31. august.
Hvis man ikke reagerer på opkrævningen inden fristen, vil alle de indefrosne feriemidler forfalde til betaling med det samme.

Er man i tvivl om man vil indbetale frivilligt eller ej, er det bedst at reagere og melde retur, at man stadig ønsker at beholde de indefrosne feriemidler i virksomheden. Man kan altid fortryde og indbetale frivilligt efterfølgende.

Hvis man har ansatte, der har nået folkepensionsalderen, har forladt Danmark eller er afgået ved døden vil disse automatisk blive opkrævet i juli, og det kan man ikke ændre på. Igen er det vigtigt at indbetale til fristen 1. september, da alle indefrosne feriemidler ellers vil forfalde til betaling med det samme.

Beholder man de indefrosne feriemidler i virksomheden, skal der årligt ske en indeksering (forrentning) af feriemidlerne.
Indekseringen reguleres med en procentsats svarende til lønudviklingen. Lønmodtagernes Feriemidler vil oplyse om den givne procentsats.
Den første beregning af indeksering er 31. maj 2021 og er på 1,5%. Efterfølgende vil det ske inden udgangen af juli måned hvert år.

(Offentliggjort den 4-8-2021)